For to dage siden udgav Ice Cream Cathedral deres første plade The Drowsy Kingdom, en opfølger på deres tidlige EP. Anja T. Lahrman, Kristian Paulsen og Anders Bach, det er de yderst eksotiske navne bag det endnu lille danske, up coming band Ice Cream Cathedral, som dette indlæg nettop skal handle om.
Og Ice Cream Cathedral er en mere end ny opdagelse for mig, da jeg faktisk for første gang hørte om denne gruppe i morges, da jeg dykkede ned i P6 beats Debut verden med deres Podcast fra sidste uges udsendelse. I anden time af dette spektakulære, nye radioprogram gæstede altså nettop Ice Cream Cathedral med deres spændende projekt som de der dykket lidt ned i. De tre venner Lahrman, Paulsen og Bach mødte hinanden på musik konservatoriet, og fandt sammen i fælles interessen musik. Ingen af dem dyrkede et instrument på konservatoriet som det jo er typisk for konservatoriestuderende, men de dyrkede derimod musikskrivning, og fandt derfor sammen over det. Efter nogle såkaldte lyttegruppe møder hvor de spillede yndlingsmusik for hinanden, fandt de ud af at de skulle lave musik sammen. Det førte til en tremands gruppe med Lahrman på en meget skærende, fin og ren vokal, support fra Paulsen med galaktiske guitarmelodier blandet med synthesizer i baggrunden, mens Bach med simple men fængende tromme beats giver karakter til kompositionerne. Denne kombination giver Ice Cream Cathedral en meget sfærisk, drømmende lyd, hvor man får lov at dykke ned i et andet univers og flyde på en bølgetop eller flyve mellem skyerne. Det er meget svævende men alligevel melodisk musik man her skal forberede sig på. Selvbeskrevet som space-pop rammer Ice Cream Cathedral en 90-er, Twin Peaks, synth agtig lyd der kan tilskrives til mange genre og former hen mod det Beach House'ske og over i noget a la Animal Collective eller LCD Soundsystem. Jeg elsker dette lille univers og tillader mig selv at svæve lidt længere ud i atmosfæren og føle mig lidt lettere.
Med deres nye album The Drowsy Kingdom, skøjter man sammen med Ice Cream Cathedral hen over en 9 nummer lang is plade, med følelsen af at kunne lette hvert øjeblik, men alligevel bliver på den glatte overflade. Mellem skøjtetagende kan man dog få overbalance eller glemme hvilken retning man skal dreje for at komme i mål, men i mål når man da. Dog følte jeg en vis tomhed da det sidste nummer fadede ud. Jeg mangler en ambition, en større lyd eller noget overvældende til at binde mig fast gennem alle 9 numre. Det er som om at isen er for tynd at stå på, og man er hele tiden bange for at falde igennem. Det sker dog ikke, og måske er det netop det der skulle til, at falde igennem overfladen og blive chokeret og gennemblødt, at blive kastet ud i noget uventet. Jeg var personligt meget begejstret for intronummeret "An Armful of Rubies" der har en stærk virkning, fordi melodien ligesom uventet går over i mol og bliver dyster og melankolsk, noget der klæder det ellers så rene og svævende udtryk Ice Cream Cathedral ellers har.
En lille men sjov detalje om albummet The Drowsy Kingdom, er at den faktisk kom til live og blev skrevet i en svensk, ensom sommerhus-hytte, ude i ingenting. Dog var motivet for dette ikke, ligesom den berømte Bon Iver de deler skæbne med, at komme væk fra problemer som kærestesover og triste tider, men for at komme væk fra larmende storbys København, og hen til et stille sted hvor man tvinges til at fokusere på blot musikken og ikke kan blive distraheret eller forstyret, hævder Ice Cream Cathedral selv. Men en sød historie er det da, og man kommer også til at tænke på svensk skov og blå himmel når man lytter til deres musik hvis man, som jeg, på forhånd kender denne historie, så det virker, må jeg altså konstatere, det gør det.
En ros til en spændende, atmosfærisk, space-pop gruppe fra Kongens København, må jeres karriere blive lang og må i blive ved med at forbedre jer, hilsen en ny fan.
Lyt til Ice Cream Cathedral: An Armful of Rubies her.
Eller lyt til hele albummet "The Drowsy Kingdom" på Spotify.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar