Ny etikette = nye tider

Så kunne jeg finde lidt tid til at lave et indlæg igen. Jeg har tilføjet en ny etikette til bloggen: Ugens TopTrack. Det vil sige at jeg hver uge laver et lille indlæg om mit yndlingsnummer fra den uge, fortælle om hvor jeg har fundet det, hvorfor det lige præcis er dét nummer der er ugens nummer, og en beskrivelse af kunstner og andet interesant ved det nummer.
I sidste uge da jeg surfede lidt rundt på nettet, for at tjekke den musiske bloggersfære ud, endte jeg på den danske musikblog, Soundvenue's Top Tracks liste, der også gav mig idéen til denne etikette, og fandt dette fantastiske nummer: "Med Måde" af hip/hop rap gruppen Ponyblod.
Den splinternye hip/hop gruppe Ponyblod består af en sammensmeltning af de to allerede integrede og erfarede danske rappere Khal Allan og Tue Track. Jeg vil ikke holde tilbage for min begestring for denne superduo, som bare med et track allerede har gjort mig til stor fan.
Tue Track er bedst kendt fra sin medvirken i den, efter min mening, bedste danske hip/hop gruppe til dato, Malk De Koijn, som jeg ikke regner med behøver så megen præsentation. Han lavede en spontan "upser" med rapperen Khal Allan, og ud af det one night stand kom altså den uheldsbarnet Ponyblod, og som det tit er med "bastard børn" kommer man til at elske og pleje dem, og ud af dette kommer nu, fra Tue Track og Khal Allans projekt Ponyblod, som egentlig var ment til blot et enkelt track, et 13 nummer langt, selvbetitlede album som kommer på gaden den 10. juni, og jeg kender i hvert fald én som ikke kan vente med at lytte til alle 13 tracks.
Førstesinglen fra Ponyblods forekommende album hedder "Med Måde" og har altså bidt sig fast i min hjerne. Den samme klavermelodi, underlagt et solidt trommebeat, går igen gennem hele nummeret og hænger sig på den måde fast i hovedet. Oven i dette kommer jo så Ponyblods største styrke: teksten, som altså bare holder hele vejen (kan man forvente andet af et Malk De Koijn medlem? Nej.). Med de geniale fraser som: »Beskidt i munden som Karius og Baktus« er en af de små perler, mens der også er mere sammensatte konstuktioner som »det ik’ raptekster / det opskrifter, på rovdrift på sprog / skrevet med kropsvæsker i skråskrift med ornamenter på et S-tog / hold da kæft et fresh flow, let’s go«. Hvis du allerede af tilhænger af dansk hip hop, kan jeg godt garantere at du vil elske "Med Måde" fra Ponyblod.
Lyt her!

To gange dansk Jonas

Jonas Breum og Jonas Villumsen er to, for mig, nyopdaget kunstnernavne som altså laver dansksproget singer/songwriter i allerfineste form, og det er i hvert fald værd at sætte fokus på.

Jonas Breum soloartisten af samme navn, udgav i 2012 debutalbummet Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod, og er første Jonas på programmet. Breum er også kendt for, sammen med broren Steffen Breum at skabe det danske pop/rock band Coolsville som i 2005 udgav albummet Langt Fra Landet og senere projektet (også i selskab med Steffen) BREUMM der udgav ét album også: Det Perfekte Spild Af Tid. Og nu står Jonas altså alene og har udgivet sin skærende smukke, 12 nummer lange debut i april sidste år.
Pladen her udspringer af Breums parforholdskrise, og så kan man jo sige at dette må være som en hver anden "breakup plade", men der er bare det med Breum at hans tekster er så gennemført gode at det overhovedet ikke gør noget at de udspringer af en kliché som kærlighed. Især når Breum på nummeret "Sygdom & Medicin" synger »Måske det er en sygdom måske det' medicin / men jeg savner dig som om du ikke mere var min«, bliver man helt opslugt af Breums univers og begynder virkelig at lægge tankerne fra sig - det bliver næsten helt terapeutisk (i hvert fald for denne lytter). Her må jeg også nævne det geniale nummer "Indebrændte Drengebørn", som fænger med keyboard og synth lyde og bliver hypnotiserende på omkvædet »La la la - la' mig være /la la la - la' mig være« og i med teksten »Indebrændte drengebørn og skuffede piger / Kaster floskler efter alle, der tør se / Hvordan man holder hus og kæft imens / Uglade gæster skider før de skrider hjem« slår fast at han har meget indebrændthed på hjertet og virkelig viser sine poetiske talenter. Men jeg kunne sådan set blive ved med at citere fra Breums tekster, for de giver så meget mening på en helt uforståelig måde, og det er altså et talent der skal værnes om.
Jeg kom mange gange til at tænke i baner som Peter Sommer da jeg hørte denne plade, og måske mere hen ad sporet mod Sommers andet projekt De Eneste To som han lavede sammen med Nephews Simon Kvamm, ikke kun på grund af de knivskarpe tekster men også generelt på lyden og helheden i albummet med de guitar fyldte melodier i downtempo. Og netop Kvamm har faktisk hjulpet Breum med hans projekt ved, sammen med The Floor Is Made Of Lavas Tobias Kippenberger og Kellermenschs Sebastian Wolff, at starte pladeselskabet I Vores Navn netop til formålet at udgive Jonas Breums debutalbum. Det er altså ret så ekstraordinært og siger også lidt om hvor fantastisk en plade Breum her har skænket os ærbødige lyttere. Lyt, læs og nyd:
Jonas Breum - Indebrændte Børn
Jonas Breum - Sygdom & Medicin

Ud af P3s Karrierekanonen skydes gang på gang nye talentfulde danske artister, og derfra blandt et af i års mest hypede kunstnere, er den unge mand Jonas Villumsen hostet op, til stor glæde for ikke mindst undertegnet. For jeg er altså enormt begejstret for dette nye danske stjerneskud. Ikke blot skriver han fantastisk og poetisk lyrik til hans sange, men til og med synger dem med en karakteristisk, smuk og spinkel vokal der virkelig bider sig fast. Jeg kan også godt afsløre at Villumsen gang på gang har fået mig til at trykke play på nummeret "Dags Dato", og fået mig til at sidde og rokke med til teksten »disse sløve, sløve morgener hænger i gardiner, sidder fast i fingre / og disse sløve, sløve morgener giver aldrig helt slip på min stemme længere «. Dette akkompagneret af fine keyboard og guitartoner går virkelig op i en højere enhed og jeg nyder og sidde og lytte til Villumsens tekster, der altid giver mig et smil på læben. Det er et af disse unikke numre der nærmest får dit indre til at slå et par kolbøtter og får dig til at stoppe op i din handling for bare at lytte. Det er smuk pop/rock/indie med jazzophav der står bag navnet Jonas Villumsen og jeg kan godt allerede nu, uden at være synsk, spå en stor fremtid for denne unge musiker og hans fremragende band. Med det smider jeg et link til "Dags Dato" hvor man kan lytte til nummeret og læse teksten og en opfordring til at følge Villumsen på hans blog jonasvillumsen.wordpress, og krydser fingre og tæer for en førsteplads til ham på P3s Karrierekanonen 2013.

Det er artister som disse to navnebrødre Jonas og Jonas der virkelig gør mig stolt af at være dansker. Tak til begge.

Guf fra Blake

Der er nyt guf i den yderst delikate James Blake slikpose, og det ville være ligefrem kriminelt hvis jeg ikke lagde et så lækkert stykke musik som dette ud på bloggen. Blake's nye udspil hedder "Retrograde" og Blake er altså bedre end nogensinde. Med den erfaring han efterhånden har og den succes han også har fået verden over, skulle man tro at det kun kunne gå ned ad bakke herfra, men nej, vidunderdrengen James Blake leverer altså et solidt, dystert og storslået dub-step nummer der der lige i hjertet på mig når nummeret begynder med en rolig nynnen fra Blake og langsomt bygger sig op og tilsidst bruser over og Blake's vokal ømt synger »Suddenly I'm hit / Is this darkness of the dawn / And you’re friends are gone / And you’re friends won’t come«. Blake har fundet tilbage til hans rødder fra EP'en CMYK, hvor loopene smyger sig omkring hinanden af et organiseret virvar af lækkerhed som man sluger glubsk bid for bid, men ikke mætter. Det lavede Blake om på med hans mættende, selvbetitlede debut plade James Blake, hvor han kom lidt bredere ud til publikum og hittede i radioen med dels det smukke Feist cover "Limit To Your Love" og "The Wilhelm Scream" hvor Blake foldede sig ud med sin professionelle klaver talenter og bevægede sig over i noget næsten storladent.
På den nye single har Blake altså formået at blande de to elementer, og skabt et formidabelt godt musik nummer der tegner godt for Blake's karriere og viser os at vi altså ikke har hørt det bedste han kan prestere og slet ikke det sidste. Og jeg kan altså ikke understrege nok hvor glad jeg er for det britiske musikgeni og konservatorieuddannet pianist, som efterhånden går nogle år tilbage i mit kendskabsregister, og altså fortsat kan imponere og skabe forventninger til fremtidige bekendtskaber og at slikposen ikke er fyldt op endnu.
Og med det kan jeg altså blot anbefale at stille "Retrograde" på repeat (som jeg har tænkt mig at gøre) indtil april hvor det længe ventede, andet fuldlængde album fra selv samme James Blake, som får titlen Overgrown, siges at komme på gaden.

Is Katedral, drømme pop og konservatoriestuderende: Ice Cream Cathedral

For to dage siden udgav Ice Cream Cathedral deres første plade The Drowsy Kingdom, en opfølger på deres tidlige EP. Anja T. Lahrman, Kristian Paulsen og Anders Bach, det er de yderst eksotiske navne bag det endnu lille danske, up coming band Ice Cream Cathedral, som dette indlæg nettop skal handle om.

Og Ice Cream Cathedral er en mere end ny opdagelse for mig, da jeg faktisk for første gang hørte om denne gruppe i morges, da jeg dykkede ned i P6 beats Debut verden med deres Podcast fra sidste uges udsendelse. I anden time af dette spektakulære, nye radioprogram gæstede altså nettop Ice Cream Cathedral med deres spændende projekt som de der dykket lidt ned i. De tre venner Lahrman, Paulsen og Bach mødte hinanden på musik konservatoriet, og fandt sammen i fælles interessen musik. Ingen af dem dyrkede et instrument på konservatoriet som det jo er typisk for konservatoriestuderende, men de dyrkede derimod musikskrivning, og fandt derfor sammen over det. Efter nogle såkaldte lyttegruppe møder hvor de spillede yndlingsmusik for hinanden, fandt de ud af at de skulle lave musik sammen. Det førte til en tremands gruppe med Lahrman på en meget skærende, fin og ren vokal, support fra Paulsen med galaktiske guitarmelodier blandet med synthesizer i baggrunden, mens Bach med simple men fængende tromme beats giver karakter til kompositionerne. Denne kombination giver Ice Cream Cathedral en meget sfærisk, drømmende lyd, hvor man får lov at dykke ned i et andet univers og flyde på en bølgetop eller flyve mellem skyerne. Det er meget svævende men alligevel melodisk musik man her skal forberede sig på. Selvbeskrevet som space-pop rammer Ice Cream Cathedral en 90-er, Twin Peaks, synth agtig lyd der kan tilskrives til mange genre og former hen mod det Beach House'ske og over i noget a la Animal Collective eller LCD Soundsystem. Jeg elsker dette lille univers og tillader mig selv at svæve lidt længere ud i atmosfæren og føle mig lidt lettere.

Med deres nye album The Drowsy Kingdom, skøjter man sammen med Ice Cream Cathedral hen over en 9 nummer lang is plade, med følelsen af at kunne lette hvert øjeblik, men alligevel bliver på den glatte overflade. Mellem skøjtetagende kan man dog få overbalance eller glemme hvilken retning man skal dreje for at komme i mål, men i mål når man da. Dog følte jeg en vis tomhed da det sidste nummer fadede ud. Jeg mangler en ambition, en større lyd eller noget overvældende til at binde mig fast gennem alle 9 numre. Det er som om at isen er for tynd at stå på, og man er hele tiden bange for at falde igennem. Det sker dog ikke, og måske er det netop det der skulle til, at falde igennem overfladen og blive chokeret og gennemblødt, at blive kastet ud i noget uventet. Jeg var personligt meget begejstret for intronummeret "An Armful of Rubies" der har en stærk virkning, fordi melodien ligesom uventet går over i mol og bliver dyster og melankolsk, noget der klæder det ellers så rene og svævende udtryk Ice Cream Cathedral ellers har.
En lille men sjov detalje om albummet The Drowsy Kingdom, er at den faktisk kom til live og blev skrevet i en svensk, ensom sommerhus-hytte, ude i ingenting. Dog var motivet for dette ikke, ligesom den berømte Bon Iver de deler skæbne med, at komme væk fra problemer som kærestesover og triste tider, men for at komme væk fra larmende storbys København, og hen til et stille sted hvor man tvinges til at fokusere på blot musikken og ikke kan blive distraheret eller forstyret, hævder Ice Cream Cathedral selv. Men en sød historie er det da, og man kommer også til at tænke på svensk skov og blå himmel når man lytter til deres musik hvis man, som jeg, på forhånd kender denne historie, så det virker, må jeg altså konstatere, det gør det.

En ros til en spændende, atmosfærisk, space-pop gruppe fra Kongens København, må jeres karriere blive lang og må i blive ved med at forbedre jer, hilsen en ny fan.
Lyt til Ice Cream Cathedral: An Armful of Rubies her. 
Eller lyt til hele albummet "The Drowsy Kingdom" på Spotify.

Det danske stjerneskud: MØ

Karen Marie Ørsted er navnet. Et navn der for de fleste måske ikke siger så meget, ulige hendes kunstnernavn MØ. Ordet 'mø' er for det meste forbundet med uskyld, unge kvinder og jomfrulighed. Det ville være en skam at sige at hendes lyd er uskyldig eller jomfruelig, for i mit hoved virker Ørsted som en pige fuld af fest og ungdoms rebelskhed og ikke som den der holder sig tilbage. Det synes jeg afspejles i hendes musik der er meget elektronisk, r&b orienteret, med en spænding og dysterhed og meget sexet stil som er alt hypen værd. For hype det er der i hvert fald ingen tvivl om at Ørsted eller MØ har oplevet rigtig meget af det sidste år. Derfor er forventninger selvfølgelig store til MØ's debut der efter sigende udkommer om ikke så lang tid, og Ørsted udtaler da også at trods alt den opmærksomhed der er omkring hende for tiden er hendes største fokus lige nu den forekommende udgivelse og færdiggørelsen af denne. Det stopper hende dog ikke i en booket kalender der blandt andet indeholder en koncert på Lille Vega og By:Larm festivalen i Oslo, utrolig atraktive spillesteder for en artist der endnu ikke er udkommet med et album. Flot siger jeg bare.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Karen Marie Ørsted i hendes tidligere gruppe Mor. Det var en lille gruppe fra Odense som en af mine venners søster lavede sammen med Ørsted. En smadder elektro-duo jeg bedst husker for deres aggressive udtryk og lyrik som sangen "Fisse I Dit Fjæs" som jeg ikke tror havde meget mere tekst end dette. Siden så jeg Ørsted i 2012 spille en eftermiddagskoncert på en lille scene på SPOT festivalen i Århus. Efter koncerten var der julelys at spotte i mine øjne af begejstring i øregangende. Jeg har lige siden fulgt MØ på forholdsvist nært hold, og set og hørt hvordan hypen omkring hende er vokset med lynhast, fra at få flotte ord fra den prestigefyldte amerikanske musiksite Pitchfork til at blive spillet i P3 og komme ind på Det Elektriske Barometers hitliste med MØ's første officielle single "Glass". Siden da har ordene "Oh why do everyone have to grow up" sværmede rundt i mit hoved og givet mig lyst til at leve, være ung og uansvarlig mens jeg kan dét. Desuden er det visuelle ved musikvideoen til "Glass" også meget imponerende med Ørsteds lange glatte hår der svinges frem og tilbage, og en stemning der passer enormt godt til sangens komposition og stemning, med forstad kontra storby samt udlængsel og ungdom.

Den første udgivelse jeg hørte fra MØ var youtube hittet "Maiden". Jeg var helt oppe at køre over dette nummer, og viste det til nogle brasilianske klassekamerater som elskede det. Det viser også at MØ virkelig har fanget en bred international lyd også, samtidig med at være så undergrund og alternativ som hun er og det er altså imponerende synes jeg. Jeg er bare lutter smil når det kommer til denne 24 årige wonder girl og ser enormt meget frem til hendes første udspil. Indtil da, et par lækkeriger herfra: