»You are needing a friend, for to follow, for to fend, and I haven't got a clue, if I'm getting through to you, my lighthouse« indledes Villagers 11 nummer lange album med. I spidsen for denne musikgruppe står den irske singer/songwriter Conor O'Brian, som blandt andet kan kalde sig én af de fire i kvartetten The Immediate, hvor han fungerede som vokalist og guitarist. The Immediate blev meget anmelderrost og fik spået en stor fremtid, for så at gå i opløsning efter at have udgivet blot ét album. Et desuden meget spændende, rockede album der havde tendenser til genreskift, noget jeg synes O'Brian taget med sig i hans andet projekt Villagers, som den 14. januar udgav deres andet fuldlængde album {Awayland} som jeg her vil anmelde på "No Music - No Life".
Conor O'Brian er et splinternyt bekendtskab for mig, og lad os se om "første date" gik godt: albummet indledes med "My Lighthouse", et meget nedtonet nærmest akustisk nummer, hvor hovedelementet er O'Brians stemme, som skrøbelig og stærk på en gang sagtens kan bære denne form for nøgenhed og ensomhed som vi her lægger øre til. Med denne indledning forventede jeg mig et typisk folk, singer/songwriter album som jeg nu elsker men også har hørt det fra så mange andre dygtige artister. Men allerede på albummets andet nummer "Earthly Pleasure" blev jeg overrasket. Nummeret indledes med en nærmest elektronisk lyd, som virkelig vækkede min nysgerrighed og fortsætter med temposkift og instrumentale varieringer. Med en dyster tekst om "jordlig fornøjelse", som jeg ikke tør fortolke, følger musikken tekstens humørskift og man bliver rigtig fanget af den stemningen sangen fremkalder. Med "Earthly Pleasure" mener jeg desværre også at pladen har sit peak, for det er for mig klart den sang der fanger mig mest og er mest helstøbt pga. de overraskelsesmomenter den indeholder. På trods af denne nedslående udmelding, skal det altså siges at dette er musikkunst på højt plan og at der følger nogle aldeles solide numre som "Nothing Arrived", hvor linjerne »I waited for something, but something died, so I waited for nothing and nothing arrived« har gentaget sig i mit hoved den sidste uge og slutnummeret "Rythm Composer" der også overbevisende bliver hængende i hovedet med de intense toner og insisterende ord over en solid melodi.
Gennem 11 numre, når vi altså at høre mange sider af Villagers, der får mange forskellige elementer ind i deres musik med elektroniske tendenser hér, hårde rockede guitar toner dér, folkede indie stemning et tredje sted og instrumental storheds lyd et fjerde. Disse kombinationer fungerer et langt stykke hen ad vejen og gør at man fastholder opmærksomheden og interessen, men jeg mener også at de nogle steder, som f.eks. i "Passing A Message", lægger for mange elementer oven i hinanden og næsten drukner sangens helhed og ikke mindst O'Brians stemme, som jeg egentlig synes har det bedst uden så meget instrumental larm, som demonstreret i "My Lighthouse" og "In A Newfound Land You Are Free". Denne eksperimentielle form som Villagers bruger er altså hvad der i bedste tilfælde kan føre til nyskabelse inde for musikken og i værste til noget misk mask af toner og lyde. Jeg mener at Villagers her har fundet en god mellemvej af disse muligheder, hvor vi ser at deres styrke samtidig bliver deres svaghed.
Så alt i alt er Villagers {Awayland} en stærk og aldeles holdbar plade. Men ikke én der skiller sig ud i mængden og kommer med noget banebrydende nyt, som man jo altid håber på og søger efter som habil musiklytter. Den vil fange din opmærksomhed men ikke holde den. Den er helt bestemt et lyt (eller flere) værd, og jeg kommer helt sikkert til at holde øje med Villagers i fremtiden, men det er ikke den slags plader der for eksempel ender på årslisterne (for nu at vende tilbage til det forrige indlæg) eller går hen i historien. Så god første date, som nok skal føre til en til men ikke er "the one".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar